Børnehaverne blev meget mere bæredygtige
Naturen er bragt mere ind i børnenes leg og læring, og hverdagen er blevet langt mere bæredygtig. For de mere end 20 børnehaver, der er vindere af Nordplus Junior Award 2025, førte deres projekt til varige forandringer og mere fokus på STEAM-færdigheder.
Af Joan Rask, journalist
De sorterede ikke engang affaldet! Kan du forestille dig det? spørger Jolanta Varanaviciene, der er leder af Žilvitis børnehave, der ligger i Kaunas, Litauens anden største by. Hun tiltrådte som leder for tre år siden. Dengang talte ingen af medarbejderne ret meget engelsk, der var stort set ingen erfaring med internationale projekter, mange var bekymrede for forandringer, og der var slet ikke fokus på en grøn og bæredygtig omstilling.
- Det var meget vigtigt for mig at føre børnehaven i en ny retning med flere STEAM-aktiviteter*, mere økologi og en grønnere og mere bæredygtig livsstil. For mig var det en udfordring at ændre tingene og derfor igangsatte jeg Nordplus-projektet Kids go Green, siger Jolanta Varanaviciene.
Jolanta Varanaviciene fik tre andre partnere med i projektet. Hun kendte ingen af dem på forhånd, lavede blot et digitalt opslag – og så væltede det ind med interesserede partnere. En af dem var børnehaven Peetri, der dagligt tager imod næsten 400 børn fordelt på 18 grupper i Estlands hovedstad Tallinn. Riina Rosar er leder, har arbejdet med børn i mere end 25 år og er leder for 36 pædagoger.
- Vi gik med, fordi emnerne var meget relevante. Vi har masser af udstyr – robotteknologi og andre ting, også til de yngre børn. Det, vi ønskede, var ikke bare at motivere lærerne, men at få dem til at bruge udstyret mere, siger Riina Rosar.



En af nøglemedarbejderne hos Børnehaven Peetri er, Tuuli Haljaste. Hun er uddannet pædagog og har arbejdet mere end 30 år i daginstitutioner; de seneste 10 år i Peetri. Hendes speciale er teknologi, så hun lærer børnene – og sine kollegaer – at styre robotter, programmere og håndtere it-produkter.
I forbindelse med projektet blev der lavet et fyldigt e-læringskatalog med forslag til lege og aktiviteter, der inddrager STEAM-kompetencer og bæredygtig tænkning. Riina Rosar og Tuuli Haljaste fortæller, at det var nemt at få børnene engageret i de meget konkrete opgaver.
- Vi havde nogle store plakater – faktisk fire store ark sat sammen – som vi lagde ud på gulvet. Vi satte billeder på og lavede en bane, hvor børnene kunne tegne en linje. En robot fulgte linjen, skiftede farve og stoppede nogle steder. Vi brugte også en Bee-Bot – de små gulvrobotter, som børn kan programmere med knapper, forklarer Tuuli Haljaste.
For børnene blev det til lege, hvor matematik og teknologiforståelse indgik umærkeligt, men undervejs i projektet blev det også tydeligere, at der var forskelle.
- Vi har – måske – en smule mere frihed, som pædagoger, sammenlignet med de andre lande, der deltog. Det var alligevel meget interessant at se, hvordan de underviste, og hvordan de brugte den nærliggende natur. Desværre har vi ikke så mange udendørs legepladser og drivhuse, så vi blev meget inspirerede og var vilde med deres udendørs legepladser, siger Tuuli Haljaste.
Forskelle i bæredygtighed
Alle tre baltiske lande var repræsenteret og fra Letland deltog børnehaven Ābolu Maiss, der ligger midt i landets hovedstad Riga. Til forskel fra projekt-partnerne i Estland og Litauen er denne børnehave ganske lille. Her boltrer ca. 25 børn sig i et hus med en lille gårdhave. Kristine Gravite er leder og medejer af børnehaven, der kun har 3-4 ansatte.
- Det var en helt ny oplevelse for os, selve idéen var virkelig spændende og Nordplus-rammen var i sig selv tillokkende. Det var fantastisk mulighed for os til at lære børnehaver at kende i Litauen og Estland, se hvordan de arbejder og samtidig få ny viden og nye færdigheder, siger hun.



Kristine Gravite har en master i pædagogik og har arbejdet med børn hele sit voksne liv.
- Jeg kunne virkelig godt lide vores online aktiviteter, hvor børnene deltog i lege og sang, imens de kunne se hinanden på skærme. Det var så tydeligt, at de havde forberedt sig og nød det, siger Kristine Gravite.
Børnehaven Ābolu Maiss havde allerede en grøn profil, da de gik i gang – men projektet fik åbnet uforudsete synsvinkler.
- Under projektet begyndte vi virkelig at lægge endnu mere vægt på bæredygtighed og naturen omkring os. Vi har en lille legeplads i den stenfyldte by Riga, og nu har vi gjort den så grøn som muligt – og det er børnene, der passer planterne og gør vores lille gård grønnere. Det er den slags ting, der gør en reel forskel, forklarer hun.
Indimellem opfordrer de børnene til at gå med bare fødder og mærke sten, jord og planter – også når det regner. Fordi de skal opleve tilknytningen til jorden, forklarer Kristine Gravite. Nogle forældre var skeptiske, men efterhånden er den grønne og bæredygtige tilgang blevet et slags kendetegn for børnehaven.



- Når forældre skriver deres børn op, foreslår jeg altid, at de skal se børnehaven først. Men de siger ofte: ‘Nej, nej, det er ikke nødvendigt. Vi har set, hvordan I arbejder, og vi er tilfredse. Vi vil bare gerne have vores barn hos jer. Det er et meget tydeligt signal til os om, at vi gør noget rigtigt, siger hun.
Kompetencerne vokser
For idé-kvinden bag projektet, Jolanta Varanaviciene, var det også vigtigt at få igangsat en proces, der gav medarbejderne selvtillid til at udvikle egne kompetencer, så de i højere grad kunne bibringe børnene glæden ved at arbejde med elementer fra STEAM-fagene og samtidig støtte op om en mere bæredygtig levevis.
- Vi skar hurtigt ned på brugen af syntetisk plastik, og vi er helt stoppet med at købe det. Vi begyndte at sortere affaldet og bruge mere holdbare redskaber i vores daglige undervisning. Vi fandt ud af, at læring ikke kun foregår inde i klasselokalet – den kan også finde sted udenfor, selv i skoven ved siden af børnehaven – ja selv matematik kan undervises udendørs! siger Jolanta Varanaviciene.
Trygheden blandt medarbejderne er helt centralt, forklarer hun, og derfor valgte hun kun at søge samarbejdspartnere i nabolandene i Baltikum, der trods alt var lidt mere kendte.
- En leder kan aldrig lykkes med et projekt og en forandringsproces, hvis der ikke er medarbejdere, der kan se idéen og som er parat til at støtte dig - ellers er du alene og kan ikke udrette noget, siger hun.



Jolanta Varanaviciene har arbejdet i pædagogfaget i mere end 25 år og har stor erfaring med at få internationale projekter til at lykkes.
- Først skal man etablere en rigtig god kommunikation og alle partnere skal have et oprigtigt ønske om at samarbejde, lære, lytte og dele ud af erfaringer og viden. Og lederne skal prioritere projektopgaverne i det daglige arbejde og tillade at medarbejderne deltager i partner-møder i udlandet, siger hun.
Alle tre institutioner er enige om, at dette projekt var meget vellykket. For Kristine Gravite er anbefalingen klar:
- Jeg vil gerne opmuntre kolleger – både i de nordiske og baltiske lande – hvis I har idéer, så tøv ikke. Får I finansiering, er det fantastisk. Hvis ikke, er I stadig vindere, fordi I turde prøve. Det at være en del af ansøgningsprocessen er i sig selv virkelig værdifuldt.
Jolanta Varanaviciene og Riina Rosar er begge enige og siger samstemmende:
- Det, der virkelig betød noget i dette projekt, var, at vi fik alle pædagoger med og de forandringer, projektet medførte, er blevet hverdag nu, siger Riina Rosar.
*STEAM:
Science (naturvidenskab), Technology (teknologi), Engineering (ingeniørfag), Arts (kunst, design og humaniora), Mathematics (matematik)
Få Jolanta Varanavicienes anbefalinger - sådan skaber du et godt internationalt projekt:
- Kommunikationen i gruppen er helt essentiel. Der skal være tryghed og tillid og et fælles sprog.
- Emnet skal være et problem for alle partnere og skal opleves som relevant.
- Ledelsen skal være involveret og bakke op, det er ikke nok med engagerede lærere.
- Lederen skal have opbakning fra sine medarbejdere.
- Alle skal have et oprigtigt ønske om at samarbejde, lære, lytte og dele ud af erfaringer og viden
Materiale skabt i projektet:
• Digital lærervejledning: Undervisning i bæredygtighed i børnehaver med fokus på STEAM (på engelsk)
• Kids go green STEAM (European School Education Platform (på engelsk)
Artikler vedrørende Nordplus Junior Aurora Award og nomineringen:
Juryens kommentar: Et enkelt, men ambitiøst projekt med tydelige mål og resultater. En klar styrke er det tematiske fokus, men også at projektet henvender sig til de yngste børn og tidligt introducerer STEAM-undervisning. Tilgangen rummer både aktualitet og blik for fremtiden.
- Vinnaren av Nordplus Junior Aurora Award är (fik 55 procent af stemmerne)
- Finalisterne: Nordplus Junior Aurora Award – pris till ett projekt som lyst extra starkt
Read the article in English
Coordination Institution
- Kaunas Kindergarten Zilvitis, Litauen
Partner Institutions
- Kindergarten Ābolu Maiss, Letland
- Peetri Kindergarten, Estonia
- Kaunas Kindergarten Spindulys, Litauen