Sæt barnet i centrum – ikke dine egne planer
Med FNs Børnekonvention og UNESCO’s værdier som pejlemærke sætter et Nordplus-projekt fokus på børnehavebørn. Projektdeltagerne vil sikre, at børnehaver i Norden og Baltikum er bevidste om, hvordan man lærer børn at indgå i et demokrati.
Af Joan Rask, journalist
Hvordan bliver børn demokratiske medborgere? Og hvordan uddanner vi pædagoger, så de kan lære mindre børn at indgå i demokratiske processer?
Det spørgsmål er helt centralt for Nordplus-projektet Hear the Children. Her har otte nordiske og baltiske institutioner sat sig sammen for at blive klogere på, hvordan de bliver bedre til at indgå i demokratiske processer, hvor børn er direkte involveret. For hvad kræver det egentlig?
Maria Lundin Lindgren er rektor for to børnehaver i Österåkers Kommune, Roslags-Kulla og Ljusterö, lidt nord for Stockholm og hun er også hovedkoordinator på projektet.
– Det bedste har været at opleve det, der sker, når mennesker fra forskellige kulturer mødes om en fælles udfordring. Det har været spændende og nyttigt at opleve, hvordan man resonerer og fortolker FNs Børnekonvention ud fra de forudsætninger og den kontekst, man selv virker i, siger hun.
De otte partnere inddrager nemlig FNs Børnekonvention og UNESCO’s værdier. Det sker både som bagtæppe for alle aktiviteter, men også ved at alle arbejder konkret med værdierne og anbefalingerne – via workshops, gensidig inspiration og fælles refleksion.
– For hvad nytter det, hvis de gode værdier bliver på papiret? Og hvis vi har lyttet til et barn, hvad gør vi så med dét? Hvad giver vi tilbage til barnet? Og hvordan lærer vi børn at indgå kompromiser? spørger Maria Lundin Lindgren.
Og hun fortstætter med fokus på det, der ikke altid er så nemt.
– Jeg tror, der er en vis blindhed i Sverige og sikkert også i andre nordiske lande, fordi vi har arbejdet med det i så lang tid. Vi ved meget om demokratiske processer og tænker, at vi hører barnets stemme. Vi taler meget og bruger mange fine ord, men jeg savner ofte at se det foldet ud i praksis, siger Maria Lundin Lindgren.
Når værdier bliver levende
Særligt en ting gjorde indtryk på Maria Lundin Lindgren, og det var den forskel, der er på de gamle og de unge demokratier. Hun oplever, at der kan opstå et dilemma mellem de værdier, man er opvokset med - og det, man selv intellektuelt mener.
En af deltagerne fra de såkaldte unge demokratier er Jolanta Varanavičienė, der er rektor på Kaunas Kindergarten i Litauen. Hun er oprindelig uddannet folkeskolelærer og havde aldrig troet, hun skulle arbejde med børnehavebørn.
– Jeg har altid drømt om at blive sproglærer i litauisk - for at beskytte og bevare mit eget sprog. Det har altid været dybt betydningsfuldt for mig, at vi har vores eget sprog og identitet, og det har jeg aldrig taget for givet, siger Jolanta Varanavičienė.
Da hendes egen datter skulle i børnehave for ca. 25 år siden, foretog hun et afgørende livsvalg.
– Børnehaverne føltes meget autokratiske — ingen tog sig af et grædende barn. Jeg besluttede, at det var min opgave at være pædagog for min datter og fik job i hendes børnehave. Jeg begyndte derefter at undervise mig selv i den skandinaviske model og opdagede, at det virkede, selvom jeg var den eneste, der brugte det. Efterhånden tog flere pædagoger omkring mig den tilgang til sig, hvor barnet er i centrum og hvor vi følger barnets behov, siger hun.
Siden da har hun arbejdet i børnehaver og de seneste seks år som rektor. Den skandinaviske model har stadigvæk en særlig betydning for hende og arbejdet med udvikling af pædagogikken har fortsat høj prioritet.
– I denne vanvittige verden har vi virkelig brug for at voksne - og børn - bliver gode til at tage kloge beslutninger på en demokratisk måde. Som et postkommunistisk land har vi været vant til drive børnehaver på et autokratiske måde. Selvom vi har været et selvstændigt land i 35 år, er der fortsat behov for at arbejde med værdier og kulturbestemte normer – både blandt ledere og pædagoger, siger Jolanta Varanavičienė
Jolanta Varanavičienė fortæller ivrigt, at en mellemleder overhovedet ikke forstod, hvorfor de skulle deltage i Nordplus-projektet.
– Et år senere kom den samme lærer til mig og sagde: 'Du havde ret – vi lyttede ikke!
Og hun fortsætter:
– Det, der overraskede mig mest, var, hvor hurtigt denne ændring skete. Jeg havde forventet, at det ville være en meget længere proces, siger hun.
Hun fremhæver, at de internationale besøg var afgørende for projektets succes, fordi de åbnede dørene for at deltagerne kunne udveksle viden og erfaringer. En online proces ville aldrig kunne have skabt de resultater, som projektet har opnået.
– Vores deltagere så med deres egne øjne, hvordan den pædagogiske proces var og de kunne se, at vi allerede gør mange gode ting, men også at vi nogle gange lægger for meget vægt på at vise, at vi er dygtige pædagoger. De forstod, at de var nødt til at sætte tempoet ned og virkelig være opmærksomme på det, barnet siger, i stedet for at tro, at de ved bedst, siger hun.
Demokrati i børnehøjde
Kulturforskelle har haft afgørende betydning for refleksion over egen praksis. Det siger både Jolanta Varanavičienė og Maria Lundin Lindgren, og det genkender Paarma Søvndahl Holm også. Hun er skolekonsulent i Grønlands største kommune Kommuneqarfik Sermersooq.
– For mig var det meget inspirerende at opleve, hvordan de arbejder med børn i Sverige. Det er samtidig vildt at opleve de kulturforskelle, der er blandt os deltagere, siger Parma Søvndahl Holm.
Som skolekonsulent har hun ikke selv daglig kontakt med børn. Projektetarbejdet er derfor sket i tæt samarbejde med en pædagogisk konsulent og en lokal børnehave, der har afprøvet de forskellige idéer og nye metoder.
– Ved Fastelavn spurgte de fx børnene, om de helst ville klædes ud eller hellere ville slå katten af tønde. Det viste sig, at nogle børn foretrak at slippe for tøndeslagning, men at de godt kunne lide at blive klædt ud. Måske er det mest forældrenes og pædagogernes ønske, at børnene deltager i begge dele, siger Paarma Søvndahl Holm.
Hun forklarer at dette eksemplet åbnede mange af deltagernes øjne for, at nogle børn ikke ønsker at slå katten af tønden. Eksemplet viser, at en demokratisk proces med respekt for det enkelte barn ikke behøver at tage mere tid, være dyrere eller skabe flere konflikter – nærmere tværtimod. Paarma Søvndahl Holm har særlig fokus på næste del af projektet, der handler om at få spredt de nye værktøjer og tænkemåder til de øvrige børnehaver i kommunen.
– Jeg var meget inspireret af de mange måder, man kan organisere sig på. Nogle steder arbejder de fx i 10-12 timers vagter, men kun tre dage om ugen. Og i Sverige har de fjernet meget af det administrative arbejde fra lederne, så de kan fokusere på pædagogik og udvikling, siger hun.
For Maria Lunding indrammer det præcist, hvad projektet har handlet om, nemlig at tage de dele med sig, som deltagerne anser for mest implementerbare i deres egen institution.
– Mit håb er, at vi bliver i stand til at skabe et netværk, der kan fortsætte, når projektet slutter i efteråret 2025, for det kalder verdenssituationen på, siger hun.
Læs artiklen på engelsk
Koordinerende institution
- Roslags- Kulla and Ljusterö preschools, Sverige
Partnere
- Lillsjöområdets preschools, Sverige
- Kaunas Kindergarten "Zilvitis, Litauen
- Meeqqanut Atuarfeqarnermut Ingerlatsivik - Børn og Skole, Grønland
- Laulasmaa School, Estland
- Siauliai Nursery-Kindergarten "Salduve", Litauen
- Klaipéda Nursery-Kindergarten "Giliukas", Litauen
- Nóaborgs Förskola, Island
- Jönköping Universitet, Sverige