Aktiviteter i programmet
Inden for Nordplus Nordens Sprog kan der søges tilskud til følgende aktiviteter: Mobilitetsprojekter (forberedende besøg og nordiske sprogkurser) og Projekter og netværk. Alle aktivitetstyper skal involvere samarbejde mellem mindst to organisationer fra to nordiske og/eller baltiske lande.
Forberedende besøg
Sigtet med forberedende besøg er at understøtte forberedelsen og udarbejdelsen af projekter og ansøgninger indenfor Nordplus Nordens Sprog.
Man kan søge tilskud til rejse og ophold i forbindelse med deltagelse i fælles møder mellem organisationer fra forskellige lande med henblik på at afklare samarbejdsmuligheder og planlægge en konkret ansøgning til den kommende ansøgningsfrist til Nordplus Nordens Sprog.
Der kan almindeligvis gives tilskud til ét forberedende møde af maksimalt fem dages varighed inklusiv rejsetid med deltagelse af op til to repræsentanter fra hver organisation. Én af de deltagende organisationer fungerer som vært ved det forberedende møde. Der kan kun søges tilskud til dækning af de tilrejsende organisationers rejseomkostninger.
Derudover skal ansøgningen beskrive følgende elementer:
- Et detaljeret program for det planlagte besøg
- Det fremtidige projekts baggrund og motivation samt overordnede emner og målsætninger
- Hver organisations bidrag og kompetencer i forhold til det fremtidige projekt
Aktiviteten skal gennemføres inden for en periode på et år.
Projekter og netværk
I forbindelse med et projekt i Nordplus Nordens Sprog kan forskellige aktiviteter gennemføres. Disse inkluderer udvikling af metoder til at integrere nabosprogsindlæring i skolen og udvikling af læreplaner, der behandler de nordiske sprogs rolle i uddannelsessystemet. Derudover kan informationskampagner om de nordiske sprog eller officielle mindretalssprog i Norden afholdes, ligesom der kan organiseres konferencer og seminarer. Publikationer, sprogteknologiprojekter samt udvikling og udgivelse af læremidler og undervisningsmaterialer er også blandt de mulige aktiviteter.
Det er muligt at ansøge om finansiering til et samarbejdsprojekt eller netværk med en varighed på op til to år.
Nordiske sprogkurser
Nordplus Nordens Sprog tilbyder støtte til planlægning og gennemførelse af kurser i nordiske sprog med sigte på at bevare og udbrede Nordens sproglige arv samt fremme den internordiske sprogforståelse. Sproget skal være et af de samfundsbærende nordiske sprog (dansk, finsk, færøsk, grønlandsk, islandsk, norsk, samisk og svensk), dog med prioritet til de skandinaviske sprog (dansk, norsk og svensk).
Målgruppen er lærere, lærerstuderende og øvrige studerende på relevante videregående uddannelser. Kurserne skal primært henvende sig til skandinavisktalende fagfolk og studerende og sekundært til deltagere, der taler andre nordiske sprog.
Kurserne skal have en varighed på minimum 2 dage og maksimalt en måned og kan organiseres i form af et symposium. Det er muligt at ansøge om finansiering til at organisere flere kurser i to på hinanden følgende år, med mulighed for at genansøge om støtte til samme kursusaktivitet i yderligere to år.