Frontløbere i lokal fødevareproduktion skaber bro mellem kultur og tradition
Fødevarer med kort vej fra mark til bord er efterspurgte af forbrugerne i både Norden og Baltikum. Det fik fødevareproducenter i Litauen, Island, Norge og Danmark til at gå sammen i et Nordplus-projekt med fokus på at lære af hinanden – både i forhold til produktion og salg.
Af Joan Rask, journalist
Mad der smager! Mad der er sundt, og mad der er produceret bæredygtigt med kort vej fra mark til bord. Det er omdrejningspunktet for deltagerne i Nordplus-projektet ”Short Food Supply Schemes in Nordics-Baltics”, hvor mindre fødevareproducenter udveksler erfaringer og lærer hinanden produktions- og salgsmetoder.
Det er Association Viva Sol i Litauen, der er koordinerende institution. Initiativtager Lina Gumbrevicienė har arbejdet som administrator inden for landbrug og fødevareproduktion i mere end 20 år. I dag er hun medlem og direktør i Viva Sol, der er en NGO medlemsorganisation i Litauen med et stort aktivt community omkring sig.
”Korte forsyningskæder for fødevarer er et af vores vigtigste fokusområder i Viva Sol. Og vores medlems-landmænd er alle mindre producenter. Landbrugsministeriet har gjort en indsats for at inspirere landmænd til at sælge direkte til forbrugerne, fordi det åbner nye muligheder for at tjene flere penge,” siger Lina Gumbrevicienė.
Hun forklarer, at madvarer, der er dyrket eller produceret lokalt, næsten også altid er et mere bæredygtigt valg end industriproducerede varer. Årsagen er, at transporten er minimal, kravet til emballage er ofte begrænset, og holdbarheden er længere, end hvis produkterne har en lang transport- og pakkeproces bag sig.
Men hvordan gør man det i praksis? Og hvilke fødevarer egner sig til det? Og kan den lokale fødevareproducent reelt skabe et produkt, som forbrugerne ønsker at købe? Det var nogle af de spørgsmål, som partnerne bag Nordplus-projektet sammen ville undersøge. Det handler nemlig ikke kun om selve produktionen, men også om transport, for producenterne driver selvfølgelig ofte landbrug i øde egne og ikke bynært. Dertil kommer de produktions- og forarbejdningsmetoder, der bliver valgt, for hvis en ost skal produceres lokalt, kræver det andre forarbejdningsmetoder end dem, der bliver brugt i de store industrialiserede mejerier.
“I Litauen er der for eksempel ingen skole, hvor du kan lære at lave oste, så vi måtte finde ud af, hvad vi kunne gøre! Heldigvis har vi udøvere, der er meget dygtige til ostefremstilling, så vi begyndte at organisere undervisningsforløb. Et af vores medlemmer producerede oste meget professionelt, og han var god til at uddanne og dele sin viden. Faktisk kom der praktikanter fra hele Litauen, og vi havde endda også praktikanter fra Ukraine,” forklarer hun.
Udover workshop og undervisningsforløb blev der produceret flere undervisningsvideoer til YouTube, hvor den erfarne producent helt konkret viste og forklarede, hvordan man gjorde, når man som producent kun har almindelige hjælpemidler til rådighed. Her kan det ikke hjælpe at skynde sig. Ost tager sin tid.
Pandemien skabte nye ideer
Det var Covid 19 pandemien, der tvang mange mindre litauiske gårdejere til at tænke anderledes, for deres salgskanaler forsvandt pludselig og sammen med dem forsvandt også kunderne. Det var med til at åbne deres øjne for, at nabolandene omkring dem måske kunne bidrage med nye perspektiver. Blandt andet derfor gik Viva Sol ind i dette Nordplus-projekt. Her mødte de litauiske deltagere blandt andet Berit Kiilerich, der er fårehyrde og ejer af gården Lystbækgaard, en tidligere hedegård i Vestjylland i Danmark, der er omdannet til et besøgscenter for uld, får og gamle hedehåndværk. Også her er der et community og en forening, der støtter op omkring arbejdet.
”Der går næsten ikke en dag, uden jeg tænker på hvor værdifuldt Nordplus-projektet var for os! Og hvor stor inspiration der blev delt mellem os, der deltog. Det var super seje typer, der var med i projektet” siger Berit Kiilerich.
Hun er en af de ganske få danskere, der har en uddannelse som fårehyrde og som driver landbrug udelukkende med får. Selv var hun i England for at lære sit fag, og i dag uddanner hun selv unge.
”Der er rigtig mange unge, der tiltrækkes af det her fag. Det er nærmest helt vildt, som det er eksploderet! Jeg får mere end en henvendelse om ugen. De skriver og ringer, og de vil alle gerne komme og arbejde gratis. De vil lære, og de vil med ud at gå på arealerne sammen med vores fårehyrde,” siger Berit Kiilerich.
Hun er lidt overrasket over, hvor stor interessen er og gætter på, at det også handler om muligheden for at forbinde sig til dyrene og naturen på en måde, som mennesket har gjort i århundreder. Lystbækgaard ligger på den jyske hede, hvor der har været drevet fårehold i flere hundrede år og hvor landskabet er præget at tidligere tiders fåreflokke, der afgræssede heden. I dag er en fåregård et særkende i Danmark.
”Ude i verden er det arbejde, vi gør her på gården anerkendt, men i en dansk kontekst er der ikke mange, der kender til os,” siger den danske fårehyrde.
Måske blev Nordplus-projektet netop derfor så betydningsfuldt.
”Vi har deltaget i andre internationale projekter med flere europæiske deltagere. Det bliver hurtigt til projekter, hvor mænd-og-maskiner fylder meget. Derfor var vi nogle nordiske deltagere, der besluttede os for at søge et projekt hos Nordplus. Vi deltog i et kontaktseminar for 10 år siden og nu er dette vores andet Nordplus-projekt,” forklarer Berit Kiilerich Mouritsen.
Hos de andre partnere er fårehold mere udbredt.
”Det var meget inspirerende at være i Litauen. De gamle håndværkstraditioner bruges langt mere i dagligdagen og vi så, hvordan de kunne forme redskaber af træ og hvordan de slog græs med le. Det er meget hurtigere end med en buskrydder, når man virkelig har lært det!”
Produkter til lokale – en mangelvare
Sammen med de litauiske farmere deltog Lina Gumbrevicienė i besøgene hos partnerne i Danmark, Norge og Island. Her var hun både koordinator, medarrangør og ofte også tolk. I samtalerne med farmerne opdagede de sammen noget særligt.
”Selvom de nordiske lande er meget, hvordan skal man sige det - velstående lande, så forstod vi, at bønder kæmper overalt - i de baltiske lande og i Norden. Selvfølgelig er bøndernes situation forskellige i hvert enkelt land, men de skal alle arbejde meget, de skal finde kunder, som de kan sælge til, og de skal have tilstrækkelige indtægter på daglig basis året rundt,” siger Lina Gumbrevicienė.
Det var ikke den eneste fælles refleksion, som deltagerne stødte på. Alle – på tværs af nationaliteter – kunne nikke genkendende til et bestemt købsmønstre.
”Det er meget mærkeligt, men lokale køber ikke lokalt. Ingen vidste hvorfor! Alle farmere fra forskellige lande var enige om det. For eksempel i Norge var der en masse forskellige butikker med mange lokale produkter, men de så meget turistagtige ud. Som om de var lavet til mennesker, der kommer til et øde område i en weekend. Produkterne så ikke ud som om, de var lavet til daglig forbrug,” forklarer hun.
Et andet forhold gjorde også stort indtryk på de litauiske farmere efter besøgene i Island, Norge og Danmark.
Vejboder med tillid og tryghed
”Rasa Griežė er landmand og ostemager, og hun producerer også en masse grøntsager og andre mejeriprodukter, som hun sælger på de lokale markeder. Hun sagde: Det er meget interessant for mig at se, at gårdene er åbne, og på næsten hver eneste gård kan man finde en lille markedsplads og mange havde åbne døre, så kunder kunne se en del af produktionen,” fortæller Lina Gumbrevicienė.
Fænomenet med små vejboder er velkendt i alle de skandinaviske lande. Producenten stiller varer frem og stoler på, at kunderne betaler. Smagsoplevelserne og produkterne er ofte af høj kvalitet.
Det gode smag trumfer alt
Både Berit Kiilerich Mouritsen og Lina Gumbrevicienė fik smagsoplevelser, som de stadigvæk drømmer om. De var imponeret over den høje kvalitet og den mangfoldighed, der var fra gård til gård, og hvordan de i Island og Norge havde forfinet smagsoplevelserne.
I Norge mødte de parret Karin Axelsen og Christoffer Hønsen, der samme driver småbruget ”Delbekk husmannsplass”, der ligger i Fenstad i Akershus. De købte gården i 2018 med et forfaldent hus, der havde været ubeboet i 50 år og med 6 HA jord bortforpagtet til kornproduktion. I dag står der 2000 æbletræer i snorlige rækker, 1500 ribs- og solbærbuske + lidt rabarber og pæretræer og inden året er omme forventer de, at endnu 800 æbletræer er sat i jorden.
”Fra næste år bliver træerne plantet efter gammeldags metoder, så de får helt op til 9-10 meter omkring sig, og det bliver ikke i rækker! Det ser nemlig ud som om, at man så kan reducere brug af planteværn - fordi naturen selv klarer at holde svampe, græs og ukrudt væk. Vi bruger så lidt planteværn som muligt, men vi kan ikke helt undvære det endnu,” siger Christoffer Høsen.
Parret gik med i Norsplus-projektet, fordi de håbende på at få inspiration og at blive klogere på andre produktionsformer.
”Vi fik alle forventninger indfriet, og det var en oplevelse at se, hvordan de driver landbrug på en meget jordnær måde i Litauen. Vi var også fascinerede af fårekødet på Island, der blev solgt i en rullende statslig finansieret butik! Vi mødte så mange dedikerede og søde mennesker alle steder,” siger han.
Karin Axelsen tilføjer:
”Jeg er stolt af at være en del af fællesskabet af småbrug og at vi producerer bæredygtigt. Det betød rigtig meget at møde ligesindede og have samvær både fagligt og socialt,” siger hun.
Parret er ovebevidste om, at de vil fortsætte arbejdet med mere bæredygtige produktionsformer, og de er fortsat aktive i det netværk, der blev skabt. Det samme er Berit Kiilerich Mouritsen.
”Det gav en enorm sammenhørighed, at vi farmere kunne tale sammen og udveksle erfaringer og idéer om forarbejdning, om hvordan kødet var røget, hvilke krydderier der var brugt osv. På Island viste de os, hvordan de gjorde og forklarede os, hvordan alt på et får blev brugt – også ører og tunge! Under besøgene oplevede jeg en dyb fornemmelse af generationer og færdigheder, der går i arv. Jeg ved, at danske udvandrere fra Vestjylland tog til Island, så måske er det nu os danskere, der skal lære af islændingene, så vi kan genfinde nogle af de færdigheder, vi har mistet,” siger Berit Kiilerich Mouritsen.
Hun oplevede det som en fordel, at der var tale om et nordisk og baltisk projekt, fordi eksemplerne og de gode anbefalinger var meget nemmere at dele, end når der er sydeuropæiske deltagere, der producerer i et helt andet klima og til en anden kulturkreds.
”Vi nåede målene! Det var et fantastisk projekt, og i dag har vi stadigvæk fællesskabet. Jeg tænker på det hver dag. Alle havde deres hjerter med i det, og vi besøgte steder og mødte mennesker, som vi aldrig ville havde gjort, hvis ikke det her Nordplus-projekt var blevet etableret,” siger Berit Kiilerich Mouritsen.
Mere information:
- Viva Sol, Litauen
- Lystbækgaard og Lystbækgaard foreningen, Danmark
- Delbekk husmannsplass, Norge
Fakta
Nordplus-projekt ”Short Food Supply Schemes in Nordic-Baltic” er finansieret via programmet Nordplus VOKSEN. Der er tale om et tematisk læringsnetværk mellem NGO’er, foreninger og mindre lokale producenter. Der deltog fire farmere fra hvert land og de besøg i Norge, Island, Litauen og Danmark. Hvert besøg varede fem dage.
Nysgerrig på et tematisk netværk?
Et Nordplus-projekt inden for programmet VOKSEN er ofte et enkeltstående samarbejde mellem institutioner, der typisk løber over 1-2 år.
Interesseret i en grøn og bæredygtig fremtid?
- Deltag i grønt seminar: Nordplus for a greener future!
Læs mere og tilmeld dig seminaret.
Læs artiklen på engelsk:
Koordinerende institution
- Association Viva Sol, Lithuania
Partnere
- Lystbækforeningen, Danmark
- Hvanneyri University of Agriculture, Island
- Hanen Viken, NGO, Norge
Program
- Nordplus VOKSEN